Kompost som enkel hverdagsvane
Komposten behøver ikke være perfekt
I kolonihaven har jeg efterhånden lært, at kompost ikke er en konkurrence i pæne lag. Der ligger visne salatblade, lidt græs, en tomatplante, som blev syg, og en håndfuld tørre stængler, der burde have været klippet mindre. Det hele ser mest af alt rodet ud.
Det, der virker i hverdagen Alligevel bliver bunken langsomt til mørk jord. Jeg vender den ikke efter en fast plan, og jeg måler hverken fugtighed eller temperatur. Jeg prøver bare at blande det våde køkkenaffald med noget tørt fra haven og lade være med at putte ting i, som tydeligt ikke hører hjemme der.
Mindre skam, mere jord Jeg tror, mange hverdagsvaner bliver sværere, når de bliver præsenteret som små prøver på, om man er et ordentligt menneske. Komposten må gerne lugte lidt, se uregelmæssig ud og gå langsomt. Det afgørende er, at den faktisk bliver brugt og ikke ender som endnu et projekt, man opgiver, fordi systemet blev for besværligt.
Hos os er den også en praktisk påmindelse om, at rester ikke altid er affald. Nogle gange er de bare på vej til at blive noget andet.