Hverdagsdesign som lokal historie
Det almindelige er også designhistorie
Når vi taler om dansk design, ender samtalen ofte ved de kendte navne, de pæne stole og de ting, der kan stå i et museum. Men meget af den designhistorie, vi møder hver dag, er langt mindre berømt: skilte, cykelstativer, billetautomater, skoleborde, affaldsspande og de keramikkrus, der bliver stående i et køkkenskab i årtier.
Det er ikke nødvendigvis de mest elegante genstande. Til gengæld fortæller de noget om, hvordan et samfund har tænkt om brug, vedligeholdelse og fællesskab.
Form følger også drift og økonomi Et godt eksempel er offentligt inventar. En bænk på en station eller ved en legeplads skal kunne tåle regn, hærværk, snavs og mange forskellige kroppe. Den skal kunne repareres uden at hele konstruktionen skal udskiftes. Den skal måske også passe ind i en kommunal indkøbsaftale, hvor prisen tæller mere end den særlige form.
Det kan lyde tørt, men netop de begrænsninger skaber en bestemt slags design. Man kan se, hvilke materialer der var billige, hvilke løsninger der var nemme at producere, og hvilke forestillinger man havde om offentlig orden. Et cykelstativ er ikke bare metal. Det viser også, hvor man mente, at cykler hørte til.
Når ting forsvinder uden spor Problemet er, at de hverdagslige genstande sjældent bliver registreret, mens de stadig er i brug. Når et gammelt skilt bliver skiftet, eller en skole får nye møbler, gemmer vi måske et fotografi af bygningen, men ikke af håndtaget, farverne eller den lille producentmærkning under bordpladen.
Her kan lokale samlinger, byarkiver og almindelige familiefotos være vigtigere, end man skulle tro. Et billede fra en skoleudflugt kan vise en bænk, en lampe eller en facade, som senere er blevet fjernet. Ikke som et stort historisk øjeblik, men som baggrund for hverdagen.
At bevare uden at gøre alt til museum Jeg synes ikke, at alt gammelt skal fredes. Ting skal stadig fungere, og nye løsninger kan være både mere tilgængelige og mere klimavenlige. Men før vi udskifter noget, kunne vi blive bedre til at spørge, hvad det faktisk gjorde godt.
Var det let at reparere? Var materialerne holdbare? Var det nemt at forstå for børn, ældre og mennesker, der ikke kendte systemet på forhånd? Og har den nye løsning en kvalitet, der kan holde i mere end nogle få budgetår?
Måske er en del af designhistorien derfor ikke at samle på sjældne ikoner, men at lægge mærke til det, vi ellers går forbi.