En godkendt havvindordning er ikke det samme som en bygget havvindpark
En godkendt havvindordning er ikke det samme som en bygget havvindpark
Det juridiske skridt kommer før stålet i vandet. Offshore WINDs opslag beskriver EU-Kommissionens godkendelse af den danske støtteordning for Hesselø Havvindmøllepark og North Sea I. Det er en vigtig beslutning, men den bør læses præcist: Kommissionen har godkendt den statsstøtteretlige konstruktion. Den har ikke dermed garanteret, at parkerne bliver opført, eller at projekterne bliver økonomisk attraktive for de virksomheder, der senere skal byde på dem.
Hvad godkendelsen faktisk gør Ordningen er anmeldt under Clean Industrial Deal State Aid Framework, CISAF. Det er EU's midlertidige ramme for at gøre det lettere for medlemsstaterne at støtte blandt andet ren energi, industriel omstilling og investeringer, uden at statsstøttereglerne sætter sig på tværs af hvert enkelt projekt.
I den danske model er det centrale instrument 20-årige Contracts for Difference, CfD'er. Forenklet betyder det, at staten og producenten aftaler en prisstruktur for strømmen. Hvis markedsprisen ligger under den aftalte pris, kan producenten få støtte. Hvis markedsprisen ligger over, kan der i modellen være en betaling tilbage til staten. Den præcise udformning betyder derfor meget for, hvem der bærer risikoen, og hvordan gevinster ved høje elpriser håndteres.
Hvorfor CfD'en er mere end en teknisk detalje Havvind har store udgifter, før den første kilowatt-time kan sælges: udvikling, nettilslutning, installation, skibe, stål, finansiering og drift over mange år. Samtidig kan elprisen ændre sig markant på kort tid. En 20-årig CfD kan gøre indtægterne mere forudsigelige og dermed gøre finansiering mulig, hvor et projekt ellers ville være for risikabelt.
Men det betyder også, at staten ikke bare støtter en anlægsfase. Den etablerer en langsigtet ramme for, hvordan prisrisiko fordeles mellem projektudvikler, elforbruger og stat. Det er den del, der fortjener mest opmærksomhed, når ordningen senere skal vurderes.
Godkendt er ikke det samme som konkurrencedygtig Ordningen kan understøtte mindst 1,8 GW havvindskapacitet. Det er en betydelig mængde i dansk sammenhæng. Alligevel er næste test ikke Kommissionens godkendelse, men markedets reaktion.
Hvis de økonomiske vilkår ikke er tilstrækkelige, kan udbuddet ende uden bud, eller projekter kan blive forsinket. Hvis vilkårene er for gunstige, kan staten komme til at betale mere end nødvendigt. Og hvis omkostningerne ændrer sig efter aftaleindgåelsen, opstår det velkendte spørgsmål: Skal risikoen bæres af udvikleren, staten eller elforbrugeren?
Det er også værd at holde beløbene adskilt. Den politiske omtale af ordningen har lydt på omkring 5 milliarder euro, mens Kommissionens danske repræsentation omtaler statsstøtten som 3,76 milliarder kroner. Sådanne tal kan dække forskellige opgørelser, støtteformer eller valutaangivelser. De bør ikke blandes sammen, før grundlaget er klart.
Den praktiske målestok Den juridiske godkendelse fjerner én hindring. Den siger noget om, at støtteordningen kan forenes med EU's statsstøtteregler. Den siger mindre om byggetid, leverandørpriser, netkapacitet, finansiering og den endelige pris for strømmen.
Derfor er den mest nøgterne læsning af beslutningen: Danmark har fået lov til at bruge et bestemt økonomisk værktøj for at gøre to havvindprojekter mulige. Om værktøjet virker, kan først vurderes, når der er indgået aftaler, truffet investeringsbeslutninger og leveret faktisk strøm.